knud steffen nielsen

Darwin was a great storyteller

Til venstre for billedopslaget i bogen Karpen er mit hjem står en lidt længere tekst:

„Darwin was a great storyteller" (ZOO)

Halvdelen af min slægt tripper hvileløst i værksteder i mere end et århundrede. Skomagere, garvere, bundtmagere og skoma­gere igen. For nogle et helt liv i skrædderstilling. Pludselig går låget af en og de bliver landmænd. I den synagogeløse tid. Ol­debørnene bliver døbt. Små smæk med tungen. Hatten af.

Jeg forsager ikke noget, men beklager og gør bod for min krops langsommelighed, hudens triste grammatik. At stave mit navn er støvvejserotik.

Jeg benægter ikke at roser kan visne, faktisk tværtimod. I hal­lerne har jeg to kroppe, den jeg ankommer til og den jeg forla­der.

Men hvordan bliver min familie denne histories dybere me­ning? Hvordan kunne de samle sig sammen om en fortæller? Hvordan kunne de skabe sådan en jøde ud af intet?

Jeg vælger mig om ikke april, så i hvert fald Henriks billede „Darwin was a great storyteller". Billedet på højresiden og teksten til venstre. Gesamt-werkets kunstner optræder i et og samme opslag. Og i det hele taget kan man sjældent tale om Henrik uden at nævne begge hans medier, men her sker det ovenikøbet i en og samme bevægelse som et hele.

Billede plus tekst, endda en længere sådan. Jeg vil begynde med tek­sten. Jeg ved så ikke lige, om det er den rigtige rækkefølge. Omvendt ville også være forkert. Eller lige så rigtig. Skidtet hører helt åbenbart sam-

men. Og vi må begynde et sted. Jeg går i tekstlig konsekvens fra venstre mod højre, som var det hele en tekst, i hvert fald som en start. Og som var det hele et billede, vil jeg snart skæve over mod billedet og foretage en rundtur lettere forskudt i overensstemmelse med billedets aflæsnings-fordring, hvor der ikke læses i nogen vandret venstre-højre linjedan­nelse. Den form for punktuel tidsfølge er ikke billeders fordring. Det hele sker på en gang og successivt. Der er altså i de to medier tale om både tekstens skærebrænderblik, og billedets aflæsningskrav: sammenvæv­ning, og betragteren bestemmer næsten selv, hvor øjet skal slå ned. Næ­sten, for naturligvis vil billedet indfange øjet på bestemte måder af­hængig af motiv, emfatiske farver, en horizontlinje, der forlods er kodet ind om ikke i billedet i sig selv, så dog i beskuerens øje og dertil andre for­hold, der kalder øjet til sig.

Først slægtens præsentation: Skomagerværksted, garvere, bundtma­gere og til sidst landmænd. Det lugter af læder. Det, der normalt holder sammen på dyrekroppe og menneskeditto. Men i levende live har slæg­ten siddet i skrædderstilling. Og de bliver ikke pelset. Jo, det gør de jo. Pogromer ligger som en skygge ind over som den generelle historie. Hu­dens triste grammatik er også den generelle historie, og slægtens hånd­værkerhistorie og i billedets konkrete nøgne skildring.

Kig til venstre, og billedet viser læder, menneskeskind direkte smækket op på lærredet. Den nøgne kvinde ovre i den ene side, opretstående, og modsat: Manden på hovedet hængende fra billedets overkant. Resten krimskrams til at distrahere med og samle. Tekstens kommentar lige til det er: „I hallerne har jeg to kroppe, den jeg ankommer til og den jeg for­lader." Men legemerne på billedet er af hvert sit køn. Og teksten peger metaforisk på det at ankomme og det at forlade. Men hvorfor så gøre det så vildt androgynt. Og i to personer bundet sammen af netop én fortæl­lers tydelige jeg.

De to positioner er faset fra det livgivende kvindagtige til en tilsva­rende slasket mandlig sortie helt ud af historien, helt ud aflivet.

Man mindes fra fotoudstillinger et sekund den ældre ensomme pen­sionist, hvor kun underbukserne og et sæt seler daskende nedover bagen er intakte, resten er savn, en kvinde, der er væk. Eller børnene, der glimrer ved deres manglende besøg. Gryden stadig skorpet til fra i går, stå­ende sammen med den selvgroende opvask. Her er han ikke pensionist endnu.

Teksten snakker videre om, at roser kan visne. Der er mere visnende

end blomstrende rose over situationen. Et tarotkort, en situation, som var deres liv bidt over (af hinanden). Altså to principper, der slås, men her altså meget konkret projiceret ud i to personer på vej hver sit sted hen. Kvindens retning ser mere lovende ud.

Men der var kun tale om ét jeg. Og samtidigt oven i det hele kommer den jødiske families historie qua teksten ind som en permanent under­liggende kommentar. Dvs. fortiden, forfølgelser og tragedie står og vifter ind over disse to individuelle personer. Hvad skal den historik her? Hvor­dan samler den sig om sin fortæller? Fortælleren er ham, der styrer jegets sammenhængskraft. Siger „jeg" med den ene hånd og „vi" og „familie" med den anden. Og som læser vil man pr. vane forsøge at samle sig om­kring et udsagn, en fortælling, nogle centrale punkter, der lige nøjagtig fastholder en længe nok til, at man spørger lidt til en mere udfoldet tyde­lig fortælling. For selve den æstetiske oplevelse, den får man jo umiddel­bart, hvis man altså får den. Men det betydningsmæssige i tekst og bil­lede er listigt, fordi det bliver som henkastede noter på et stykke papir: lidt stamtræ, lidt udspecificeret om dette mht. erhverv (egentligt ufatalt), lidt kristendåb, lidt sprog, men så er spørgsmålet, hvor meget der skal sammenkittes på den måde. Lakunerne mellem punkterne er man til­bøjelig til at udfylde i årsag og virkning, men hvad hvis de bliver stående pivåbne, som de jo gør her i det tekstlige og billedlige udtryk? Hvad gør vi så med hullerne? Vi kunne være udfordret til at læse det metaforisk, som at tilværelsen netop ikke hænger sammen og ikke har det normale plots episke program bundet kronologisk, kausalt sammen eller bundet sam­men af et eller andet centralt lys, der kastes ind og giver en prioritering af vigtige emner fra sig.

Jeg prøver at efterspørge dette lys: Der er forsagelse, beklagelse og bod, som synes vigtige. Det har farve af religiøs længsel. I en kristen sammen­hæng: syndens erkendelse. Og et længselsfuldt ønske om genoprettelse af dette forhold.

Der er udgangsordene, hvor „en jøde skabes ud af intet". Og der spør­ges som en slags programerklæring om, hvordan denne familie bliver min histories dybere mening. Dette „hvordan" markerer sig som netop ikke et konstaterende „at". At min familie bliver denne histories dybere mening. Der spørges netop, og spørgsmål på dette centrale sted vil jo uden sine tilsvarende svar også efterlade sig et stort antal manglende svar, dryssende bagud i et tilbagekastet lys mod en hullet tekst, fordi der ikke kan svares på spørgsmålet. Men der kan udtrykkes en længsel. En længsel - af en anden korporlig tyngde ganske vist end udtrykt på male­riet - et ønske, som i sit væsen er spørgende efter en til at besvare dette spørgsmål.

Men denne patetiske spørgen er på billedet et listigt konkretiseret et og stort set uden tekstens generelle grammatik for nu at citere Henriks tekst. Tekstens læder, skind og død bliver i billedet formet til noget umiddel­bart situations-bundet. Og åbner sit spørgsmål på en anden måde. De lyse pastelfarver signalerer dels sine yndigheder. Der dufter af troskyl­dighed og snart af destruktion og død. Og så er vi ligesom tilbage i tek­sten, hvor vor hjemmelsmand beklager sig over livets tand og hudens tid, der både er for hurtig og for langsom. Hvor er uskylden i teksten, hvis den er der? Den er der i sin ydmyge spørgen.

Gøgleren har taget sin hat af for slægten, som han tror, han kender. Men han ved bedre selv. Han ved også bedre, at de to udtryk her ikke dækker hinanden 1:1, men i tekstens diakrone slægtssnak, går billedet som sagt over og bliver et HER og NU, hvor vor kunstner spejler sig som offer, og som kigger, og som æstetiker, der godt ved, at æstetisering om­kring dette korte livs smerte, er en underlig svend, fordi æstetisering om­kring forgængelighed og Schmerz en smule modsiger sig selv. Paradokset er, at man kun vanskeligt kan formidle smerte uden at svælge en smule i den. Hvor mangen gang har en fotograf ikke hentet hæder og ære for at have taget billede af det grædende barn i Vietnam eller Irak? Det ligger al­tid lige for, i alle disse fotojournalistiske udstillinger og mange gange med en dansk som vinder. Man har været ude i verden og fotograferet den skambidte elendighed, den i gaze indbundne kosovoalbaner med hele sin forfærdelige historie i øjnene. Den skorpede jord, hvor kun hor­nene fra familiens eneste bøffel er tilbage fra hungeren. Det er æstetik fra den grønne gren, og selvfølgelig skal det fortælles, men hvor den æsteti­serede siddende-på-flæsket-gratished er tæt på. Der er Danmark fedtet ind i linsen. Kan det være anderledes? Næ. Og hvor vi så også moralsk er rørt og føler os privilegerede i forhold til det. Og hvor vi da så gerne vil stå op i fem minutter og mindes de faldne eller for syndsforladelsens skyld. Jeg så for et par år siden udstillingen Eventuelle pårørende søges, tror jeg navnet var. Omdrejningspunktet var den ensommes død, der som Jens Vejmand ikke engang i døden får et farvel og lykke på rejsen fra venner og den familie, der ikke findes.

Den historie er også svær at berette uden at vise de svinske lejligheder med cigaretskodderne og affald i bunker som bjerge. Selvfølgelig bliver empatien ramt, men den suser igennem og kan måske ikke andet, og for­svinder i fotografiets æstetisering. Der er ingen lugt. Jeg bliver voyeur og ikke del af det. Og man står en lille smule farisæisk tilbage i hjørnet og takker over ikke at skulle være som tolderen eller være en del af disse ud­penslede fatale ikoner for ensomhed og deroute. I Henriks billede er der et andet vidnesbyrd, som meget stilfærdigt presser mig til vidne på, at vi alle triller sten op og ned ad bjerget, og hvor der efterlyses pårørende, og dér føler jeg meget, at jeg er et familiemedlem eller burde være det. En­somheden er her i første omgang ikonograferet som de to's ensomhed, men fortsætter som et alment cirkulerende længselsikon efter den skam-skudte samhørighed; billedmæssigt ved at kvinden og manden adskilte står henholdsvis på hovedet og på fødderne, og billedet kan så hvirvles rundt i det uendelige på sit spid, men aldrig de to mødes.

Hele bogen eller udstillingskataloget, hvorfra billedet er hentet, har Karpen er mit hjem som titel udenpå, og fortsætter inde i bogen:

 

Den er det lys, der gør det sorteste sorte sort.

 

Altså: en krop er mit hjem.

 

Også et cirkulært udtryk, du starter i det sorte, hvor du også ender. Dér blev det så også skrevet med sorte bogstaver, metaforiseret og udlagt: Vil­kåret er ensomhed, som du så kan bruge et liv på at bekæmpe med de tråde, der er i billeder og ord, om det skulle hjælpe. Men billedet inde­holder også en skælmsk karrygul og i det hele taget pasteller, som man har set det på sengetøj og linned, så kører rouladen igen og alligevel.