33
***

Provisorierne rummer hele visdommen.
Men jeg giver ikke op. Man må forfølge
disse umulige stier, som gekkoerne også
vælger. De ved ikke, hvad de ved. Jeg ved,
at denne glathed er stenens, men ikke min.  
Og at vi må bygge dette kongerige på  
nåde og glemsel. Fordi hvert skridt, der skulle
føre videre, fordi bygnin-
gen ikke er den pompøse tanke værd, der fylder
mit hele hoved. Jeg når endikke så meget som
at tænke haveanlægget til ende, før mandarinen over-
tager. Og jeg forvises ikke, genfødes kun lidt i firbenets form,
men jeg ved, at foden gled, og at materialerne aldrig
dukkede frem. Nu modellerer jeg dukkernes hoveder,
så de får en slående lighed med Wan Zhus. Jeg former
sten af pap. Jeg nikker som hver af tjenestepigerne, og
som jeg faktisk gerne ville ansætte, hver og en. Indtil
videre olierer jeg selv mit badevand.
Jeg lukker øjnene. Jeg klipper ildtunger ud af
gamle magasiner, og det får byerne
til at brænde. Det er ubestandigt som
crêpe de chine.
Hr. Wan selv består kun af nåle i en ballon. Sådan
skal riget igen erobres. Ved åndens kraft og ved
hjælp af indædte fingerknips.
Stilheden er mit vidne, og den rummer det hele.
Når bare jeg ikke siger mere. Spøgelsesagtigt er
hvert blik. De ser lige
igennem dig.

                                                                                                 43