Bøger og andet godtfolk- en collage

 

Samtale med Stefan Hermann, som civilt er ansat i Kulturministeriet og ekstern lektor på Aarhus Universitet, og Knud Steffen Nielsen, lyriker, bestyrelsesformand for Arkiv for ny Litteratur, Hald Hovedgaard .

 

KSN:

Snakken her er foregået on and off, sik og sak, så det bliver nødvendigvis punktvis, godt og vel endda, når mediet ovenikøbet hedder mail. Og samtale/collage netop mere end det er blevet et egentligt interview med Stefan Hermann. Emnet har bl.a. været modernitet og litteratur, abstrakt set eller bog og bogpolitik, egne allergier for nu at svinge den brede pensel. Indledningen er en lille opsats skrevet af Stefan Hermann i anden anledning og med et par år på bagen, og "¼..trykt in cognito for et par år siden i regi af folkebiblioteket i Århus - in cognito, fordi temaet var bekendelse: den skal ikke have lov at fæstne sig ved et navn, i en identificerbar identitet, en tekstuel materie, et ansvarligt og produktivt subjekt, som jeg netop ville lege med at bryde..".

 

Stefan Hermann:

 

Når sandheden skal frem giver den mig skrivekrampe, provokerer min puls og får mig til at tvivle, inden jeg hamrer løs, ruster den med pjalter, der skal præsentere den, gøre den tilforladelig og spiselig. Inden under er der buler, rifter og mærker, der har sin egen historie og ubegribelighed. Men bekendes skal der, og sandheden siges¼Men når den skal frem er det, at jeg læser fransk filosofi på lokummet, Robert Musil, mens jeg småsover, Paul Auster, mens bilen fører mig gennem skarpe kurver, Peter Laugesen, når jeg spiser, og weekendavisen, når min brandert lørdag morgen endnu ikke har frarøvet mig illusionen om de sidste hjernecellers himmelflugt. Ikke i disrespekt for litteraturen, for litteratur og kunst for den sags skyld handler jo i særlig grad om alt det, der ikke fanges af hverdagens tristesse. Om de menneskelige grænseerfaringer, om dramatik, kød og blod, had og kærlighed. At læse foregår ikke kun, mens man ligner Hans Hertel i en lænestol med lammeskind og har en perserkat monteret i skødet. Litteratur bevæger og bringer ting og tanker i bevægelse. En af min sommers store lykker var at bevæge mig gennem Paul Austers univers. Jeg læste New York trilogien, medens en firehjulstrukket Toyota flyttede mig fra det ene bjergpas til det andet, medens jomfruskove af rhodondendron over og under mig forekom som en trivialitet i sammenligning med de fedtede siders uudgrundelige mystik og fascination. Afskyen og tiltrækningen af nøglefiguren Fanshawe, et katalog af lidenskaber og kalkuler, et register af dobbelthed, der er så stærkt i sin fiktive virkelighed, at man må bevæge sig og dele af det. Ord, historier og plot så fjernt fra den dags virkelighed og min almindelige virkelighed, at jeg blev så glad over al den glæde og erfaring et lille nytteløst stykke papir kunne bringe. Over usynlige broer af kontakt til de labyrinter og rum, der er usigelige, men som findes og opfindes hele tiden og som muliggør at skriften må vakle i sin patos, fordi den skal begribe noget så alment og dog så eksotisk. Det var måske det, Borges mente med, at verden var et stort bibliotek. Et grandiost rum af erfaringer og sanselighed vi har i os, men som litteraturen lejlighedsvist låner os koderne til. Vel at mærke hvis vi ikke kun læser ved et skrivebord¼Biblioteket er det spil i øjet Hans Hertels lænestol tager patent på. Som Nietzsche sagde, kommer vi først af med Gud når vi har skippet grammatikken. Vi kommer først i lag med litteraturen, når vi fravrister os dens grammatik, dens lænestole.

                 Når sandheden skal frem må vi flytte os, forskyde vanerne og bevæge perspektivet og dermed lade bekendelsen træde i karakter som en bestræbelse i tankens ustandselige arbejde på friheden og livet.

 

SH. fortsætter på begges vegne: Samtalen begyndte vel med smågrynt fra intervieweren omkring den danske bogscene, om at der dels er en mainstreamopfattelse, af hvad bogen er og kan. At der er et fokus på det underholdende, det selvterapeutiske, som også er sneget sig ind på den skønlitterære bog. Lanceringen centrerer sig om begivenhed og kendthed på et niveau. Altså at værkinteressen er forskudt til udenoms ting og sager. Og lanceringen centrerer sig om det vedtagne eller måske rettere det kokette, salonfähige twist af det vedtagne. Det kunne være godt nok, hvis ikke der var mere at sige i den sag.  Det er hele to dagsordenspunkter, så samtalen valgte sig snart ind på den enighed og forbrødring, der er omkring en modernitet, der måske ikke er så moderne, at det gør noget. Det kan man så vælge at affinde sig med. Man kan også lade være. Men det er uomgængeligt, at der en stor bred konsensusvej af "rigtig" modernisme, og som man måske kunne stille et par spørgsmål til.

 

SH.: Du spurgte på et tidspunkt om, hvad jeg så omkring opfattelserne af det moderne. Jeg finder, at det moderne netop består i pluralismen, fremkomsten af konkurrerende tydninger og organiseringer af tilværelsen – For et overordnet blik er det moderne ikke kendetegnet ved een sti, een kurs, men snarere at vi må operere med brudte horisonter inden for f.eks. kunst, kultur, politik og ideologi mv. Jeg mener, at det her er befordrende at opholde sig lidt ved spillets rytme, slagets gang frem for at stirre sig blind på indholdet og blindgyderne i de konfliktuerende modernitetsforståelser: debatterne, striden, udspiller sig på en arena og ikke på en scene. På arenaen er der ingen manuskriptforfatter - intet script, intet klart narrativ, der kulminerer, hvor de gode besejrer de onde eller omvendt - men en kamp, som fortsætter med sin egen tragik fordi ikke oversættelige fænomener kæmper og ikke forliges af en dommer. Alligevel er striden forudsigelig. Mit bud er at vi – litterært eller litteraturpolitisk om du vil - ikke skal forsone, men balancere standpunkterne, ære agonien og foragte den lukning, som følger af forsoning. Den dræber pluralismen, men det gør relativismen også; ikke mindst når den organiserer sig som supermarked. Derfor skal vi kunne skelne, vurdere, rangordne uden at gøre det på metafysisk eller dogmatisk grund. Samtidig må vores skelnen pege frem ved at vide, hvorfra den står og gør det (den historiske bevidsthed). Man kunne kalde det en dynamisk besindelse om du vil. Når den peger frem, restaurerer den ikke, men accepterer det åbne vilkår. Fortalerne for den store episke samtidsroman vil restaurere med katten på skødet i lænestolen, nogle af dem vil tilbage til det velkendte og glemmer, at omsorgen for klassikerne måske snarere består øjne fremtidens klassikere. Andre valoriserer blot narrativet, epikken og udøver en smagsdom, medens nogle tredje påkalder sig og hypostaserer en periodes hegemoniske fortælleform, der var kongenial med en samfunds-form. En anden lejr – som måske tæller dig selv - finder det transgressive, en skæv erfaring i det hverdagslige, en bricolage, i lyrikken, som har en stemthed der er knap så narrativ og opbyggelig, måske snarere i familie med tolvtonerne og den musik, som bryder det romantiske centralperspektiv, og dermed står i tvetydigt resonant spændingsforhold til (sam)tiden  - afspejle ja, men ikke mime. På den anden side er forestillingen om den episke samtidsroman, der samler og fortætter en moderne erfaring igen blevet provokerende, fordi vore kollektive fortællinger på den ene side ikke længere har sin grobund i klassiske kulturelle former båret af borgerskabet og dets dannelsesanstalter, men er økonomiske (globaliseringen, videnøkonomien) og beskrevet som enten trussel mod hjemstavnen eller som kosmopolitisk supermarked. Disse nye kollektive fortællinger lever side om side med en individualisering, der dyrker det singulære - hver mand sin kultur, sine værdier - formidlet gennem mediernes livsstilpakkede konsumerisme; deraf den store optagethed af biografier (biografisme); det var faktisk med til at gøre en mand til direktør for et stort hæderkronet forlag, at han havde spottet, at vi ønsker at erfare historien igennem identifikation, gennem det nære. Hvor kulturen og den kulturpolitiske debat tidligere udsprang fra og af kulturens og kunstens felt – den gang Martin A. Hansen i radioen kunne hensætte mere end få hundreder i andægtig tavshed og et møde på Askov med Knud Hansen, Arnfred eller Bukdahl eller hvem det nu var, var en national begivenhed, er værdidebatten og dens nerve nu rykket over i et nyt terræn, hvor kulturen springer op som trold af en æske, som hjemløs plasticitet: Optagetheden af kultur er i den grad blevet et anliggende for virksomheder og institutioner som led i arbejdslivet, der er blevet kulturaliseret. Ny, produceret kultur er et management koncept med dagsordener, der trækker på litteraturens katalog af tricks, virkemidler, set ups, skabeloner osv.: Vi ser det med storytelling i virksomheder, så medarbejderne som hele mennesker føler sig hjemme, identificerer sig og får the corporate identity ind under huden, sælger identificerbare historier om virksomheden til venner, potentielle forbrugere etc. Litteraturen eller kunsten bliver (igen) et håndværk i vor tids nye menighed, der udgøres af medarbejderne, medens lederne som præster forkynder et evangelium, der ikke hjemler sig i hellige skrifter, men i markedsundersøgelser. Den kultur som vi ikke vælger – vi er indfældet i den som en uigennemtrængelig horisont at betydninger, værdier - tænkes for indeværende som konservativ, eksklusiv dansk, kristen-essentialistisk på den ene side eller muslimsk på den anden. To fundamentalismer (den ene noget mere modbydelig i sit konkrete udtryk end den anden), der til gengæld kan mobilisere politisk. Det ’førmodernes’ evige genkomst.

 

Som jeg lige demonstrerede, er den moderne adskillelse mellem kunst og liv, politik og religion, ånd og materie, æstetik og religion, økonomi og kultur etc. i disse år anfægtet - det flyder sammen, som Søren Ulrik Thomsen påpegede på Den litterære Institutions årsmøde på Hald (2002). Alle vil være undergrund, være avantgarde, alle være proces og ikke regler eller endemål, alle være gemeinschaft og ikke gesellschaft, ingen vil se tilbage på nær Dansk Folkeparti, men vil være imod det etablerede. Men nissen følger med. For mig er spørgsmålet mere overordnet, hvordan en tænkning, en attitude, kan besinde sig på aktuelle grænser uden enten at hypostasere dem (med henvisning til Gud, Fornuft, historiens logik) eller pensionere dem med et fingerknips i fornyelsens og udviklingens malstrømme. Netop velvidende, at der er forskelle på klogt og dumt, godt og skidt, og samtidig skridte af sted mod noget. Det er forskelle, der sættes her og nu, og som beskedent bør erkende sin historie, sin indfældethed, uden at det bliver til medløberisk bekendelse. 

 

Men denne arena, som jeg forsøger at tegne et omrids af, må have visse regler, visse karakteristika for at en debat, en civiliseret strid – om litteratur fx - kan udspille sig. Der må med andre ord defineres et rum.

Je responderai sagde Blixen - at svare kræver at der tages ansvar på den ene side og på den anden side at der er nogen at svare. Det kræver et rum - for mig er det rum, det offentlige rum, som er i fare for at blive privatiseret, kommercialiseret og kulturaliseret. Her vil jeg godt være med til at skille tingene ad, re- og nykonstruere - men det er ikke det samme som at litteraturen skal genfinde en svunden form i et svundet script i en antikveret litterær offentlighed. Litteraturen hører ikke hjemme i en lænestol, der sidder den fast, fængslet i velbehag, orden og sikkerhed. Det er en pensionstanke, der pensionerer de problemstillinger, den aktuelt tumler med. Nej, arenaen råder - men derfor skal der gøres forskel, etableres positioner, koordinater - som ikke skaber en scene med sufflører, skuespillere, koreografer og dramatikere. Mellem arenaen og scenen står det offentlige rum for mig som ideal størrelse som jeg værdsætter velvidende, at den aldrig vil realisere sig som sådan, men derfor kan det jo godt være en ledestjerne. Problemet er selvfølgelig, at arenaen bliver til en scene, hvor politikere, forlæggere, forfattere og deres organisationer indtager tilkæmpede positioner og holder hinanden skak med forudsigelige resultater og kompromisser til følge.

 

KSN: Kampen fortsætter ud over scriptets drejebog, (som jeg så påstår forefindes). Ja.  Og parterne iscenesætter  permanent skidtet. Og som du siger, man skal ikke forsone heller eller foragte lukningen. Enig. De kæmpende  vil lukningen, sejren. Det er vel altid hensigten, også i kulturkampe.  Ingen ærer afbalancerin­gen, ingen ærer pluralismen i den fejde. Man kæmp­er, og i den strid kan det så godt være, at af mangel på sejr så kommer plura­lismen og de mange synspunkters råderum som et uvillet spildpro­dukt. Men det er restaureringen, man går efter.

 Nå, men videre til noget mere specifikt poetikmæssigt, og som samtidigt kan tjene til at belyse forskelle mellem mainstream-modernisme og ikke-mainstream efter min mening: 

 Jeg mangler hændernes spor efter festen i førstnævnte. Tegn på slid og materiale og (provisorisk) tid. Den bevågne centrallyrik afslører ikke sin adkomst, peger ikke sit alibi ud. Den  lugter flot, men stinker ikke nok af proces og stof.  Tidens process­uelle karakter, som burde markeres af en materialets og gennemløbets "undervejs", retoucheres af æstetiske grunde, men det er da lige netop sprogligt fatalt, skal være min påstand.

Der er de flotte perspektiver, men jeg mangler altså de sansede basale mellemregninger. Der, hvor selv-afbrydelserne, skaberiet, showet, distraktionen,  vrængningerne, tvivlens småspidse markører, proces-mærkerne, allehånde deiksis, der trækker læseren med  ind og igen udover kanten, talehandlingskarakteren, ja og de banale markeringer af her og nu og ikke-her og ikke-nu  kører, og hvor der kunne tæskes sprog i stort udtræk.

 Teksten genererer ikke (nødvendigvis) indsigt og erkendelse ved at programsætte indsigt og erkendelse, men den gode tekst genererer disse ting ved snarere at tage sig af og tage sin egen væren alvorligt, kunne være min påstand.

Så hvis digtet formidler -i sin æstetiske form- ind­sigt i væren og værens tidslighed, kræves der vel så, at det netop genererer og viser inter­vallets udstrækning/-tilblivelse og forsvin­den i kraft af  det  nævnte og mere til. Det vil sagtens være noget både beskidt og smukt  noget. Men så er digtshowet også i gang med mange forskellige ovennævnte spil. Hvad siger du?

 

---------------

 

KSN: I det velordnede som princip stødte jeg forleden på snakken om tematik, emnekredse, som digteren så yndigt kan danse og samle sig omkring. Fint nok, men i sig selv er den påståede sammenhæng ikke nødvendigvis klargørende for noget som helst. Et slags  over-flade. Macguffin. Der er ikke pr definition skriftmæssig kraft i  at skrive 17 digte eller noveller om et middagsselskab. I sig selv permuterer skidtet bare, mens hunden løber gøende rundt efter egen hale.

 Der ér andre sammenhængende energier, der er interessante og aldrig vilkårlige. Det er det, som ecrituren, stilen afslører selvfølgelig. Det er den interessante kontra­bande, der afslører sig bag om ryggen. Det kan man sige om så meget lyrik, men altså også om dette.

 

Det er altså ikke så meget en tematisk sammenbinding på semantisk niveau, der klargører,   som det er skrift motoren, der kører og som komplementært peger hen på centrale felter, nemlig det undvigende. Altså hovedteksten har sin skygge­tekst, som afslører sig som en slags slip of the tongue, en selvforglemmende distraktion, som man småpatetisk kunne sige gør det udholdeligt at være til.

 

Og står ens hu til fx  skepsis og tvivl kan det selvfølgelig ligesom i faglig litteratur behandles på direkte tematisk facon. Fint nok og naturligvis, men den tvivl og skepsis vil nok snarere autentisk ses og afsløre sig  i skyggerne, der ryger med snartsagt uvillet .

Dette ubefæstede kan dreje sig om møde med tilværelsen; det kan da godt være at der på   scenen  er opsat  tv-skærme, personager, skidt hundelorte, tandlægestole, henslængte præsidentfruer, ja, alt hvad man nu render ind i på en jævn torsdag aften. Det er jo interessant og relevant i sig selv. Men specielt interessant er, hvad det  kaster af sig, udover  lige registreringen  af de konkrete situationers set-up.  

 

Sproget,  dette komplexe, fordoblende system indeholder jo også  en suggestiv, manipulerende mulighed for at trække folk rundt ved næsen og fordreje det sansede. JA, ovenikøbet er det sansede immanent sprogliggjort på forhånd, sådan at adgangen til verden går gennem sproget.

Så der er dømt støj og uorden på alle ledder og kanter. Tilværelsen er ikke stabil. Sproget er ustabilt. Det er jo ikke videre forbrugervenligt.

Men det er måske svært at vise og skrive destabiliteten, sådan på  eksemplarisk vis. Det er jo ikke blot at skrive kaotisk. Der må også  nogle stabile kategorier ind, fordi det vel er i sammenstødet mellem det kaotiske og stabile, at det destabile kan vises.  

Den destabilitet, der selvfølgelig gerne skulle korrespondere det usik­re, også uden tvivl eksistentielt set, har en kategori i undervognen,  som også er et slags tidsproblem. Det usikre, usabile handler jo også om den permanente forsinkel­se af det lykkelige, det sikre, det stålsatte udsagn, altså permanent udsæt­tel­se - som grund­vilkår. En udsættelse på den ene side af det gode liv, og på den anden side en udsættelse af død. I dette dobbelte tidsskred, i dette krydsfelt af nærvær skærer nogle digte sig ind. Et krydsfelt, som to futtog, der kører mod hinanden, og som også, mærkværdigvis,  lokker til distraktion, selvforglemmende distraktion. Og som man småpatetisk kunne sige gør det udholdeligt at være til og udholde disse tidsmæssige forskydninger i al sin mangel på stabile perspektiver.

Det giver nogle intervaller i processen, (og  det  er ikke  meta­kommentarer til processen uden for skrivningens situation i almindelig forstand, men snarere det grundvilkår, der hersker, når sproget, maskinen arbejder  og forsøger at fokusere). Netop forsøger, da det kun kan blive en stræben, en modus operandi, der lige nøjagtig er behæftet med den nævnte dobbelte udsættelse og med den dobbelte forskydning mellem at være et fremløb (proces) og en fixering (skriftens opbremsning).

Vi er rigtig på Herrens Mark.  Og vi kunne yderligere plastre til fra kassen med uoverskueligheder. Det vil vi ikke.

 

 

Jeg lister så også over til noget andet, du har berørt. 

 

¼Foucault skubbede i sin tid en kæp igennem mit hovede, da han sagde sager om, at jegets historie er så utroligt ungt (og på sin vis konstruktion, der kunne afvikles igen.) Fransk poesi fra 1980'erne og fremad har bl.a. den bagage med i sin forsøg på at diskutere "jeg", en  taleposition, der måske måtte forefin­des. Tror, det var Anne-Marie Albiach, der havde en passus om "jeg´et" som sultens sted eller noget i den retning, altså smertens, passionens sted som en slags receptor for udpegen af dette noget, der er udsigelsens sted. Og forhåbentligt mere end denne åbning, kunne man så tilføje). Jeg tænker ikke så meget på tidspunktet, hvor stammebevidsthed afløses af højere og højere grad af individualitet, snarere noget med sanset og formidlet væren.

 

Nå videre til dit.

Jeg er jo helt med på, at kampens kontoudtog og status altid får provisoriske udtryk- selvfølgelig- og allerede altid er forsinkede. ¼Jeg gør lige et lille hop igen:

Man skal ikke italesætte sig som avantgarde, mener jeg –

 

Jeg bliver dig et klart svar skyldig mht. poetikken – dette forsøg på en litteraturens videnskabsteori, videnskabsfilosofi eller teologi når den er mest sangvinsk – og må falde tilbage i mere eller mindre ubehjælpsomme metaforer. Jeg tror der i det mindste er to erkendelsesperspektiver på spil her – din som trommer for litteraturen som et rum for erkendelse hinsides genkendelsens behagesyge redundans og en anden, som serverer erkendelsen på et fad, hvor det handler om at kunne spise med kniv og gaffel og nogen gange meget, meget mere. Begge erkendelsesformer er henvist til et minimum af dannelse, læsning, men hvor centrallyrikken, som du benævner den dyrker mågestellet i gamle eller nye former, beskæftiger dit perspektiv sig (også) med mellemregningerne, kulissen, kælderen og prøver måske herigennem at udfordre det, tanken tænker tavst. Her bygges ikke katedraler, men deltaer af erfaring. Mit bud er igen at ære balanceringen. Forfaldsformerne for den ene type er formløshedens tyranni, at uigennemtrængeligheden bliver en undskyldning for mangel på den disciplin som den anden form til gengæld kan bygge litterære tugthuse med, men netop også katedraler, som man ikke skal more sig med at vælte, men forholde sig kritisk til.

 

En anarkisme spejler derfor alt for godt institutionen. Ikonerne kan ikke leve uden ikonoklasme, ligesom kapitalen afgik ved døden, da arbejderne gik hjem og spillede bridge, overfladen ophørte med det dybe subjekts suspension som dominerende kulturel figur. Så jeg er enig i dit sidste klem: jeg har altid fundet det patetisk, når nogle betegner sig som anarkister: det er jo den rene nominalisme. Men derfor kan en positionering godt tage sig ud som anarkistisk.

 

Længe troede jeg, at avantgardeetiketten i sig selv var et epokemærke, en etiket, der ikke var flytbar som antiposition til mainstream og det etablerede.  Men man brugte og bruger etiket­ten mere og mere som en relativ størrelse. Selvfølgelig rammes man af egne argumenter, hvis man i sin fejde for et jomfrueligt usikkert og antipatriarkal­sk modernitetssyn selv betjener sig polemisk, postulerende af en modposition uden at ville være ved det.

 

Enig, man reflekterer så at sige blot negativt den position man taler til, med og mod: hermed bevæger udsagnet sig ikke hinsides eller dør i sin bestræbelse på at betræde nyt land. Thoreaus og Tolstojs dyrkelse af naturen bliver for mig blot en baggård bag civilisationens glitrende, konsumeristiske gågade og ikke et andet – ikke et alternativ. Det er smuk litteratur, men en eskapisme samfundsmæssigt set og dårlig diagnostik – dårlig kritik i kantiansk forstand –hermed sagt mere om receptionen af dem end om deres værker. Men blot for at pege på dette ene centrale spørgsmål: Hvordan udmåler man, hvorfra ser man, gyldiggør eller annullerer grænserne for en bestemt praksis, en bestemt form for liv, en bestemt anskuelse, det være sig politik, litterære former, religiøs liv, økonomisk fornuft? Det er for mig at se et nøglespørgsmål – og ikke et nyt sådant: Kant baksede med det i sine kritikker, Foucault forsøgte at reaktualisere den filosofiske praksis som vagthund – den politiske fornuft skal kende sine grænser – uden at reducere sig selv eller sit værk til linievogter. Den klapjagt på det moderne vesterlandske subjekt, som Foucault deltog i i1960’erne – hans berygtede antihumanisme – afholdt ham ikke fra at kæmpe for dette subjekts klassiske frihedsrettigheder, som vi så det i forbindelse med hans forsvar for Rote Armee Fraktions advokat Klaus Croissant i 1977. En situation, der har visse paralleller med de aktuelle tiltag til suspension af rettigheder under henvisning til terrorrisiko.

 

Jeg springer lige lukt i labyrinthen:

¼. Som Marianne Stidsen har gjort opmærksom på, er der en parallel til situationen nu og tilbage i starten på 1800-tallet omkring Baggesen og Oehlenschlæger.

Så jeg siger, at der i dag er for få Baggesen'er. Et digressivt blik på det valoriserede og figursyede¼

Jeg tror, flere end jeg oplever verden og dagen dissonantisk, og at vi hele tiden bevæges til at begynde fra scratch, førstehånds -erkendelsesmæssigt-, hvor jeg er nødt til at være skeptisk over for de erfaringer, andre har værdisat. Man kan ikke leve af andres forelskelser, og man kan jo ikke vide, om alt overleveret er spisbart. I det hele taget betyder det, at man gør ret i at stille spørgsmål ved kanoniserede andenhvedtagelser, høj og lav. Og faktisk slå et slag for at opfinde den dybe tallerken igen .. 

Der er interferenssløring af omverdensstemmerne, hvilket  forleder en til at mene, at vi aldrig står afklaret i denne tilværelse, men i vaklen og søgen, i trial and error. Det er vist alment gods. Det nævner jeg også for at kaste en begrundelse mere på de poetikmæssige overvejelser ovenover.

Men samtidigt skal det så paradoksalt også tilføjes, at man skyldig er viklet ind i en tradition og diskurs, som gør, at man bare alligevel ikke kan begynde forfra på knæene, men så må forsøge at forholde sig spørgende og skeptisk, hver gang grunden til det viser sig, det kan og skal man...Se nu kom der rigtig mel i munden. Men også i dette mit mistroiske  system rang-ordner jeg for at kunne navigere blot en smule. Og det både  underminerer og bygger op.  Kom ikke her.  

 

Jeg er enig, for så vidt du gumler på en kritisk figur, som bør være virksom i digterens erfaring og som litterært diagnostik diagnostisk bider til bolle – Forstår jeg dig ret, hvis du taler for at denne erfaring må forsøge at spejle, mime noget, være tæt på og samtidig komme på afstand – der måske krystalliserer sig i en attitude, som vi med Nietzsche kunne kalde distancens pa-thos?

Patetisk, maybe, men i hvert fald en dynamisk ind-og udzooming, der konstant må kaste en væk fra, hvor man er, for tæt på går man i ét med sagen og oplever, sanser med hud og hår, men kan ikke beskrive (afgrænse) den. Og langt fra kan genstanden beskrives, men ikke forståes kropsligt og bliver så til en "etnografisk" udefra beskrevet rite, tradition, når-hvid- mand- besøger-negerlandsby¼.      

 

Når jeg skriver på en bestemt stemmeføring, er det ikke for at deltage i avant­garde-kamp mod noget senromantik/modernisme, men fordi jeg søger der, hvor jeg nødvendigvis må søge, og så kan det da godt være at nogen stempler en avantgarde i ryggen. – netop, men ærindet må være at frigøre sig fra typologierne, så snart de bliver hypostaserende og ikke udgør orienteringsnøgler, udgangspunkter for sanseligheden i en meget bred forstand.

 

I al sin enkelthed: der skal fares med lempe med at formulere doktriner for skriven. Det gælder selvfølgelig også for denne skriver. 

 

Netop ikke formuleres, systematiseres, ikke domfældes, men der skal udøves smag, sættes og rangordnes værdier i et spil der ikke – og her taler jeg ikke på andre felters vegne som politik og økonomi – må degenerere til rettens koder, afgørelsens sprog, men fastholder spillet, uafgørbarheden, agonien.

 

Du taler fra erfaringens – i al dens mulige og umulige former – locus, ikke fra en særlig opbygget udkigspost, som en litterær poetik vil etablere, og som Frankfurterskolen ville skabe for filosofien og samfundsvidenskaben. Udkigsposter har dog den fordel, at de er synlige om end de har det med at blive til domstole. Erfaringens rum kan blive smalt, usynligt og forarmet ifht. det almene – alt for kropsligt, medens udkigsposten omvendt tegner øjets, horisontens og ikke kroppens erfaring.

 

Hvis poeter formulerer sig postulerende, bør det impliceres som postulater. Og selvfølgelig er hele dynen overordnet set postulat. Dynen er her fx om poesi.  Det udfoldede er indfældet.

.