Hvorfor skal min enkle elektroniske bevidsthed voldføres?

af

Knud Steffen Nielsen

Min verdens rammer er en letmetalslegering (pt) 4,6% iridium. 21-tommerens palisander er ikke rigtigt mig længere.

Det første store TV-stykke, som fyldte aviserne med kæmpeoverskrifter og stop press-kommandoer, der rumlede rundt om i redaktionerne, skyldtes ale­ne det faktum, at den ene hovedperson var ædru og blev tvunget til at fod­re en støvsuger med småkager. Og det at jeg lige havde fået min første Nil-fisk gjorde, at jeg strax kunne forbinde mig med både helt og heltinde, og det fik mig til at tænke tingene en smule igennem helt fra barndommen af. Og i den forbindelse var det nødvendigt for mig at repetere nogle af mit livs vigtigste faser: 1) Vi var de sidste i gaden, der fik fjernsyn. 2) Og jeg kan og kunne stortset alle navne på kvindelige studieværter helt tilbage til Annette Fåborg, men naturligt nok ikke dem før. 3) Det generer mig noget, når nogen kommer og siger, at hun nu er lærer ved Musikkonservatoriet i Esbjerg. Jeg føler det som et personligt nederlag, ja, et svigt rentud. Og for øvrigt er der også noget med, at Tina Wilhelmsen senere har gjort det i musik. Men det er så ligegyldigt nu. Og hun hedder også noget andet nu. Fjernsynet er ligesom blevet mig. For jeg tror ikke så meget på balletten, operaen og bogen. Eller billedet. Kagedåselåg, siger jeg. Og det hænger givetvis sammen med, at alt jordens kaos opløser sig så forunderligt og lægger sig så roligt ned lag på lag i sin kasse af skiftende træsorter (skal senere i et endnu-ikke bestilt foredrag fortælle om, hvordan både teakken og egefinéren afløstes af kunstprodukter som bakelitforbedringer og acetylacetatbindinger, og hvorfor det skete forskudt i de diverse socialgrupper). 4) Man kommer en smule udaset hjem, og da vi ikke har hund, er det rart at vide sig budt velkommen af Lykkehjulets Carina. Jeg gættede exempelvis i går rigtigt 4 gange. Det var først „rottweiler" om natur. En begivenhed var „skilsmisse" (4 s'er). Og kultur (der var den igen), det var „kalkun". Den var måske heller ikke så svær med mindre end 14 dage til jul. Og sidst ved hovedpræmien, et ferieophold på Sild, gættede jeg på kunst som „import".

   TV-avisen hygger vi også gevaldigt til. Den er interessant, og hver detalje er der tænkt på. Og dertil har vi så ellers linet op med lidt smålunt. Og endelig havde jeg nær glemt 5) To mottoer af Pascal, der egentligt skulle have begyndt denne hilsen: a) „Indbildningskraften. Denne dominerende side i menneskets natur, denne læremester i vildfarelse og usandhed, bedrager så meget sikrere, netop fordi den ikke altid gør det." og b) „Det er en kendt sag, at synet af katte og rotter, knusning af et stykke kul osv. kan bringe fornuften i vildt raseri. En stemme kan bedåre selv de mest forstandige og ved sit trylleri ganske forandre en tales og et digts indhold ..." Og det er nøje mit vågne livs erfaring. Den læser, der nu vil beskylde mig for at snakke udenom, har både ret og ikke ret, for det er rigtigt, at jeg forsøger at udskyde det, der strammer til: At forholde sig til store danske kulturprodukter fx. noget så oplagt som kalkmalerierne eller salmedigtningen, men det gør det jo ikke. Jeg føler faktisk slet ikke, at identiteten ligger der. Ihvertfald ikke udelukkende, og slet ikke når så meget kan maximeres så storslået i ét verdensomspændende tilbud som i TV-billedet. Det tilbyder bevidsthe­den helt andre tydelige og enkle identitetsmuligheder. Jo.

Og mht. nutidens billeder. Nja. Hvad kan vi? (Én hvisker mig væmmeligt i øret: Myldre til Forbundsrepublikken og importere heftigt maleri fra den ene dag til den anden, så der køres heftigt vildt maleri i hele hovedstaden, mens Violet Sol mere eller mindre upåagtet kom 10-12 år for tidligt. Sådan er der jo så meget. Karnevallet fra Rio blev også indført næsten fra den ene dag til den anden i vores metropoler, som jo godt nok ligner hinanden alle som én, men alligevel. Men man siger jo også, at den ganske klode er en stor landsby, og det retfærdiggør det hele. Vi spiller elektriske afroameri-kanske rytmer den ganske dag. Der nyses rap i et hjørne, og så rappes der og nyses der fra det andet. Walter Trout holder jul i Skive, som jeg så ofte har gjort, så det er rimeligt. Mit sprog er ikke længere blot en plattysk afart. Der er gået house og techno i det). Men det er jo ikke uden stolt banken i det danske bryst, når ungarerne tager Kierkegård til deres. Og når Købke nævnes i samme åndedrag som Gaspar David Friedrich og Watteau i en tyk, amerikansk bog. Så er det lige før man også identificerer sig og føler sig beslægtet med så mange selv afdøde af egen herkomst, og sig nu ikke af tilfæl­dig nationalitet. Tilfældigt er det langtfra. For det er jo ikke muligt at slum­pe sig til borgerskab, og vælger man alligevel sit borgerskab som immigranten, så er der endnu mindre tilfældighed over det. Men det danske brystkød svulmer altså. Kan man fange et kontingent sagesløse indere ind strax i lufthavnen og spørge : Hvad synes du om vort land og hovedstad? Det kan man. Og lige så strax indsættes den flinke dom i poesibogen.

   Men sådanne tanker tilhører en før-skærm-periode, som på forunderlig gøgevis har efterladt etellerandet nationalt rudiment, der får mig til den slags navlekradseri. For der går en højst agiobal introspektion i os (se bare her) og selvkritik og glæde. Men det må hænge sammen med, at TV'et selv går og begår metaTV og refererer tusindfold spejlende til sig selv og fortæller i TV-avisen i går, hvordan reaktionen har været på det sidste nye stykke TV-dramatik, og som i livagtighed overgik den portrætterede Liva selv. Og revyerne sammesteds refererer til, hvad der er sket, ikke rundt om i gaderne og ude på landet, men på den selvsamme skærm. - Den skærm, som ordner og redigerer verdenen for mig. Og det er også rigtig politik, der vises frem. Man diskuterer godt og udemærket på mine vegne. Sådan er det. Og kun ved at smutte uden for skærmen ser jeg noget andet. Men hvordan kan jeg så i det hele taget hoppe ud af denne min virkelige virkelighed? Det hænger nok sammen med, at vi hjemme fik alle de forskellige elektriske artikler så sent. Og først ved det sidste afdrag følte vi os helt rigtige, ikke et sekund før. Så derfor bærer jeg rundt med min forhistorie, en smule skizoid. Derfor er jeg stadig i stand til at træde uden for mig selv, blot en let banken på vinduet eller en sikring, der springer i sit skab, så kommer jeg først til at fryse, - fordi jeg ved, at etellerandet ikke er som det skal være, og dernæst begynder jeg at stille spørgsmål og ligesom den unge mand i Spækhøkeren går jeg i froprædiken og ser ... intet.

Intet andet end et hvidt virvar af troldsplinter, der får både tro og tvivl til at hvirvle op i naturstridige størrelser. Man blot undres. Det kan ikke pres­ses ind i den normale 24 tommers. (Vi skal om lidt vende tilbage til denne gamle, gale tekst, fordi den netop vender tilbage til mig igen og igen). Selv demokratiet, som de fortalte så livagtigt om forleden aften, kommer jeg til at forundre mig på, som noget der alligevel ikke er selvskabt, hevet op ved egen hårpisk. Men noget, der er fundet på på film. Og altså slet ikke guddommeligt skabt som skærmen selv, der ufortrødent kører i sin olie uanfægtet mine momentane anfægtelser, og må være trådt ud af historien som et under. Kun hvis der opstår et break, en forsinkelse; jeg havde nær sagt, hvis filmen knækker, så kastes man jo i bogstaveligste betydning af sig selv. Man trækkes lige lukt uden for sig selv, og det giver 1) distance til sig selv, og 2) det ophæver jo ganske den gamle verden, og 3) oplevelsen er ikke længere selvforglemmende, hvad en intens oplevelse bør være. Og hvis oplevelsen er selvforglemmende, kan jeg jo ikke vurdere andet end det hele som min virkelighed. Og normalt opslugt af de kære luftens billeder ser jeg ikke spor af dét, distancen kunne give mig, og dermed har jeg heller ikke og behøver heller ikke længere evnen til at indforstå det fremmedartede uden for min verden (at jeg i sofaen tit og ofte er de samuraier, jeg ser kæmpe, er noget andet). Og der gives vel kun de to kanaler. I mig selv intenst selvforglemmende, sig bare: intolerant og med facitlisten mellem ørerne, eller i distancen at kunne se ud over verden. Men trangen til at forstå den ganske verden behøver jeg ikke selv at fastholde mere. Nogen mindes måske nu i et svagt øjeblik etnografiens lærenyttige problem: Enten at stille sig op i sin egen rejsekuffert med kikkerten skruet på øjnene og så stå og kikke på pygmæer rundt om i de afrikanske træer, og alligevel uden at man har mulighed for at forstå og opleve, som de oplever /eller omvendt at lade sig såatsige adoptere i stammen, hvorved en anden blindhed opstår: Man forglemmer sagtens sig selv uden at vide det. Og man tror sig måske sort uden at vide, om man evt. stadig er bleg som en jyde og behandles måske/måske ikke som sådan. Og dernæst at skulle rapportere tilbage til sin gamle hjem­stavn. Denne sondring er nu unødvendig. Valget er overflødigt. Alt er således såre enkelt. Min gamle matematiklærer har mere ret, end han kunne vide. Han gik altid rundt og

 

 

 

sagde, at dette eller hint regnestykke var entydigt, og dengang rejste sig en sky af skepsis og et hav af spørgsmål i én. Af H.C. Andersens anarkistiske Spækhøker husker vi knapt længere buntmagerens ræveskind, der var flyttet hen på klokkestrengen hos den unge mand, der som sagt altid gik i froprædiken, og så ud som en nedslået paraply og var „exempel". Sådan kunne billedet før gå i skår, så man ikke vidste ud eller ind. Og så både han og jeg i næste øjeblik var lige ved at få skiltet med den afridsede klipfisk, der fløj lige hen over døren, hvor der boede en mand, som skrev en avis, lige i hovedet. Det var dengang, ligesom vi befandt os i tvetydigheden.

   En sag skal ses fra to sider, kan man stadig høre nogle sige, når undermålere skal lave sjov. Men det er jo ikke ligefrem det, skærmen, min verden, lærer mig. Og så alligevel kunne man måske forvirres en anelse, når man rigtigt giver den på zapperen, men den trækker til beroligelse det samme enkle billede ned. Nej, kun et par gange har jeg været rigtigt på den, når de klare, entydige svar pludselig sættes på prøve i en quiz, hvor der ikke bare skal gættes, hvor højt Mt. Everest er eller etellerandet om gennemsnitstemperaturen ved foden af Eiffeltårnet, men hvor man skal gætte sådan a la fup eller fakta: Man ser et billede af noget krimskrams, og så spørger den flinke, berømte vært, om det er a) en soldaterknap, b) - jorden fotograferet fra Mars eller c) et mikroskopisk foto af endetarmen eller d) noget helt fjerde. Altsammen om én og samme ting, næsten som alt nu kunne finde sted på én gang, og det kan jo ikke rigtig passe. Og dét har jeg været ude for på en anden besynderlig måde, hvor også flere synsvinkler ligesom lå splintrede hulter til bulter, så det ikke var til at se, hvad der var barberskilt og klipfisk: Midt i halvfjerdserne før åbningen af Pompidoucentret i Frankrig gik ret så kryptisk en snak. Kulturminister Francoise Giroud tager afstand fra det nye center. Det er alt for ambitiøst i sparetider som disse. Så udtalelsen skabte naturligt nok politisk tvivl, om centeret som planlagt kunne åbne januar 77, og så først senere blive gjort færdig til opgangstider. Lederen af centeret Robert Bordaz gav svar på tiltale og ville holde regeringen fast på, at centret skulle være færdigt til tiden.

   Nu påstår folk, der har forstand på at læse mellem linjer, og som kan se forskel på en spade, at budskabet var en politisk manøvre rettet mod premiereminister Jacques Chirac, og intet havde med færdiggørelse af noget museumsbyggeri at gøre. Det minder mig om et andet forsøg ud i lignende forunderligt babylonsk muddermål. Under Vietnamkrigen angreb amerikanerne en nordkoreansk kanonbåd, - der tøffede rundt i eget farvand, ikke fordi den udgjorde nogen trussel overhovedet, men for at fortælle, at hvis Kina (og ikke Nordkorea) blandede sig i Vietnamkrigen, så ville det blive taget ilde op. Dette tvetydige bølgeskvulp kan sikkert sagtens læses af folk, der forstår sig på søkort. Men sådan noget gør det jo ikke nemmere for denne verdens billeder, uanset om de sendes luftbårent i fjernsynsmediet eller uelektronisk. Men når der er tale om en transmitteret/udsendt begivenhed, så er det heldigvis indiskutabel! og til at forstå, ellers er vi jo helt ude at svømme i Golfen med dr. Swartzkopf og hans raske svende ... Så det er en anelse irriterende med på den ene side at vide sig i sikre hænder med sit medie og så på den anden side at skulle lade sin fornuft udsætte for dette bevidsthedernes anarki-cirkus udenfor. Jeg kommer til at tænke på de snøre­bånd, man falder i, når man er let beruset, og så modtager et exotisk glimt af en anden og uoverskuelig virkelighed, som virker helt forkert og uacceptabel. Det er som om der absolut skal stilles spørgsmålstegn ved alt det, man har kært. Og dertil kommer så postmoderniteten og siger, at de store fortællinger er pakket ned. Tilbage er kun en uendelig vifte af ligegyldige billeder. Alt skal åbenbart tages fra os. For det hedder sig yderligere, at de korte klip stiller krav om klarhed og entydighed og er sig selv nok såvel som alle aktørernes statements, der kanoniserer sig selv som selve øvrigheden og den samlede magistrat og dræber muligheden for at rumme modpartens synspunkt i etellerandet elastisk spænd, og så man heller ikke ved, om det er mig eller en kinamand, der tales til. Det er ikke et et møde mellem ligeværdige samtalende, hører man sig selv sige. Sådan hænger det ene ben fast i entydighed og det andet i dementiet af samme. Mødets og samtalens moral angribes fra to sider: af skråsikkerhed og den postmoderne tvivl på alle værdier. Så lad os da slutteligen vende ryggen til os selv:

   TV er både postmoderne og antimøde. Så selv det at slette sin skyld og sin fortid er ikke blot muligt, men en ligefrem konsekvens af tidens fremadskriden, hvor ens egne „film" ikke genudsendes. Livet er irreversibelt. Sådan som en Paul de Mann afskyder sin fortids nazificerede ham til fiktion, der brændes op i takt med den bliver vist. Ikke engang mødet med sig selv er således muligt. Fiktionalisering af virkeligheden både i mediet og udenfor. For tiden-læger-alle-sår hedder nivelleringen, og tiden forandrer os jo også så uafladeligt. Kaptajn Vom tog netop konsekvensen af dette betænkelige spørgsmål om at rende fra skyld ved hjælp af tidsfaktoren, så derfor måtte han nødvendigvis være en smule foran (tiden), hvorfor han høvlede løs på Knold & Tot på forskud, endnu inden de havde lavet deres streger. For som han sagde, det I ikke har lavet i dag, det laver I såmænd nok i morgen. Det er en pragmatisk og teknisk snild løsning, som desværre ellers ikke er til megen nytte, selv om der er fine perspektiver i det. Jeg er skyldfri, fordi jeg er en anden end i går. Men min selvoplevelse, som jeg jo kastes lige i armene på, spejler alt igen. Fx. når jeg køber ind, så får jeg meget tit stød af de statisk elektriske gulvtæpper i cafeteriet, så opdager jeg, at jeg er der i cafeteriet og egentlig har fået for lidt tøj på. Og så står man der og reflekterer over stuen derhjemme og apparatet, og man tror det muligt at træde ud af dens lys. Men det er fredag, naboerne holder fest, - det er fredag med elevator og alting, og så er den nævnte fornemmelse snart væk, og jeg er tilbage i tryg havn, for så gives der mulighed for at leve sig ind i Poul Nyrups og Lone D's kærlighed -. Og sådan en gang elevator gør noget mere ved mig end som blot og bar seer, dvs. jeg kan komme ud af min passive rolle og træder i indlevelse. Men det er mest noget, jeg har tænkt på bagefter. Udenfor.

Om formiddagen fx. Udenfor er også dér, hvor man opdager, at skellet mellem kunstarterne er ophævet: design, opera, dance, staffelibilleder blandes som bolsjer. Og Pavarotti går og maler fine billeder, så der kan samles et fint stort ferniseringspublikum. Men ellers er det svært. Og ligeledes uden for mit hus har byen (eller handelstandsforeningen) trukket sig selv i festivals. Og folk tager en masse billeder. En bekendt af mig havde taget billeder af den tilsandede kirke til mig. Han ved, jeg holder af naturen.

For det meste kan jeg slet ikke forestille mig en verden uden for kameralinserne og projektørerne. En og anden vil nu kunne beskylde mig for at forbytte dansk og globalt, og ombytte kunstsnak med en snak om et andet tilfældigt medium. Ja, men jeg tror, at det elektroniske medies ene bevidsthed har lagt sig i synsfeltet og fylder ikke blot skal-vi-sige i konsumptionen, men det får os til at om ikke tænke, så ihvertfald agere anderledes, som jeg fornemmer fra mig selv. Min bevidsthed om hvadsomhelst, ikke blot om sport og politik, som jeg nok er kommet bedst efter, men også tegnenes verden, kunstens sprog - er umuligt at nærme sig anderledes. En præst ville anlægge et teologisk syn. En havbiolog vil snakke marinfauna, og et familiemenneske og TVseer — og er vi ikke alle netop det — ville tale, som der netop er blevet talt. Én påstår måske, at dansk kultur er sproget, og det er ok for mig. En anden siger, det er drengene i Parken. Andre siger, det er vores øl. Og andre siger, det er det nordiske lys på Skagen. Og det skal da nok være rigtigt altsammen. I går så jeg i avisen en færing udtale, at bemeldte medium havde stjålet Færøernes identitet. Hvad mente han, ja, det stod der faktisk ikke noget om. Men det er vel noget med, at mørkningstimens gamle indhold er erstattet af et nyt. Hvor der før blev sunget om grinder og fortalt, dér er nu den distraktion, som jeg høre en Baudrillard tale om: Programmernes indhold skjuler mediets virkelige funktion: „... „budskabet" om TV er netop ikke de billeder, som det transmitterer, men de nye relations- og perceptionsmåder, som det gennemtvinger: ændringen af gruppen og familiens struktur." Og der sættes så „pseudo" foran forbrugersamfundets begivenheder og foran historien. Men der er ikke „pseudo" foran mediets beherskelse af bevidstheden eller foran manipulationen eller foran kontrol. De politiske scenerier ligner godt nok dagtildaghistoriens bagtæppe med ægte agerende både fra verdensscenen og fra Christiansborg. Men der er ingen udveksling med mig. Og det er jo også unødvendigt. Og på min hele sendeflade fylder kunsten i enhver forstand så lidt. I det hele taget er det ikke kommunikation, vi er kommet for at snakke om, vel?

Knud Steffen Nielsen

Som lyriker- Indskrift (Edition After Hand 1980), Og lyset knytter sig til om lidt (Gyldendal 1984), Lakune (Borgen 1988) og Farven Godot (Edition After Hand 1993).

Udgav som grafiker Øglernes Frise (Forlaget Leif Dalgaard 1988) sammen med Bo Green Jensen. (Komponisten Anders Nordentoft refererer i programnoten til værket „ The Nervous Saurian " til Øglernes Frise som udgangspunkt for sin komposition. Denne musik indspilles på cd i 93 i London).

Som maler og grafiker udstillet gennem 80'ernepå Charlottenborgs Forårs- og Efterårsudstillinger. Sidste udstilling Randers Kunstmuseum 89 - har de sidste tre år holdt malepause.