Digte

Knud Steffen Nielsen: Toppilot
Edition After Hand  2004
64 sider, 148 kr.

En sproglig razzia

Af ERIK KOCK

Kritikeren Kamilla Löfström Kristensen blev i en enquete i Litteraturmagasinet Apparatur bedt om at udpege de væsentligste bøger efter årtusindskiftet. Hun pegede blandt andet på Knud Steffen Nielsens En kinamands chancer fra 2002 som en af de bøger, der havde fået hende til at spærre øjnene op. Knud Steffen Nielsen debuterede i 1980, hvorefter Poul Borum ville have ham til at lave et solonummer af Hvedekorn, som skulle udgøre en digtsamling, men der skulle gå fire år, før der var nok til samling nummer to, som Gyldendal udgav i 1984.

       Toppilot, den seneste fra Knud Steffen Nielsens hånd, lægger sig i forlængelse af de tidligere bøgers opbygning af det skriftrum, han for mange år siden begyndte etableringen af. Det er den ottende digtbog i rækken af razziaer ind i sproget, ordet razzia her defineret, som Per Højholt gør det i Praksis, 3: ”Razzia er en aflæsning, en operation for at finde skjultheder inden for et afgrænset område”. Der er med andre ord ikke tale om en forsigtig spørgen til, eksemplificering eller passiv måling af sproget, men om en rusken, et forsøg på fravristen af ikke bare hemmeligheder eller skjultheder, men af selve den måde at operere på, som er sprogets og som digtene, ligesom tilværelsen, på én gang modarbejdes af, forbeholder sig over for og spiller sig selv ud imod.

       Samtidig er man ikke i tvivl om, at det er eksistensen, der løber på parallelsporet i teksterne, og som hele tiden – via konstant opbrudte og dermed fremviste og skævt mimede modeller fra menneskenes sproglige omgang med hinanden – gør opmærksom på sig selv. Det er tilværelsesmodellen Sproget, vi er oppe imod. Der er ingen skråsikkerhed her, men en invitation til faldgruber om hvert hjørne. Og de jeg'er, der huserer her, foregiver at være sammenfaldende, men det er de ikke. Genkender man et jeg fra en tekst et andet sted i bogen, er det snarere ens identifikation end ens analyse, man tager i brug. Narreværk på den fede måde.

       Sansningerne i teksterne går i opløsning i samme takt som en eventuelt fast(låst) forståelsesramme, som man har glemt at tage ud af sin læserrygsæk, gør det. Der er udfordringer og chancer og indsigter. Man forsynes med et smugkig bag tilværelsens kulisser, som man ikke kan undgå at blive vidende af, på en måde kun digte kan: Sjælenes, kroppenes, atomernes genererede erfaringer, formidlet på ny, i en form som hverken er påtrængende familiær eller anmassende pædagogisk eller påståelig.

        Teksterne ånder og giver kunstnerisk åndedræt til hinanden ved pauseringer, inddragelse af konstant nye begrebsverdener, som kaster strejflys ind gennem livet. Og synes det hele på visse punkter at flyde, så går det op for én, at det er, fordi de er ved at flyde sammen til et højere hele som ingredienser til virkelighedens store lagkageanretning. Det er bevidsthedsdigte udi forskellige bevidstheder.

       Humoren kører ind på lystavlen som viden og gebærden, alvoren ligger ikke i tyngden, men i holdningen. Arkæologien er klokkeklar som al anden fremgraven: dette er en proces. Og i høj grad en sproglig proces. Stykke for stykke, digt for digt: klart som dykkerfarvand med høj sigtbarhed, men samtidig tætvævet og konsistent, stram i teksturen, med et frapperende jordnært, netop ikke abstrakt, billedsprog, som henter sine elementer i forskellige verdener og bringer dem sammen i en enhed, som behændigt undgår at blive symbolsk - tingene er hvad de er, digtene står i deres egen ret.